Frederikssund Redningshunde

 

 

    

 

     

Sammen med sin ejer Søren Schou vandt hunden Dina en konkurrence i weekenden i rundering, hvilket betyder, at de to nu skal til VM for redningshunde i Belgien til juni.
 
Frederikssund - 12. april 2011 04:00


 

Søren og Dina kommer til undsætning ved ulykker

Frederikssund: For 24 år siden fik Søren Schou sin allerførste hundehvalp. Han blev rådet til at tage den med til hundetræning i Frederikssund, men han gik forkert, da han skulle finde træningsmarken og endte med at komme ned til et andet sted, hvor nogle ejere var i gang med at træne redningshunde.

Det blev starten på Søren Schous "karriere" som ejer af en redningshund, og den syv-årige belgiske hyrdehund Dina er nu den tredje i rækken af certificerede redningshunde, som Søren Schou har trænet op.

 

- Jeg holder aldrig op med at blive overrasket over, hvad en hund egentlig kan. Og jeg elsker at træne hende og bruge tid på det. Der er jo nogen, der siger, at man er mere sammen med hunden end familien, og nogle gange bliver det da også sådan, når vi træner tre gange om ugen, siger Søren Schou til Frederiksborg Amts Avis.

Redningshunde er trænede til at kunne hjælpe ved ulykker som jordskælv ude i verden, når ofre bliver begravet i murbrokker. Her kan hundene - ofte bedre en mennesker finde frem til præcist, hvor der ligger nogen begravede.

I Danmark kan det være ved ulykker som bygninger, der styrter sammen, og man er bange for, der er personer fanget nedenunder murstenene.

Men en redningshund kan også være behjælpelig med at finde forsvunde personer.

Selvom hunde som Dina ofte topper deres "redningshunde-karriere" omkring syv-års-alderen, som Dina er nu, så tror Søren Schou dog, at Dina har haft sin storhedstid, da hun er gået gennem næsten alle prøver til UG.

- Men hun har forhåbentlig mange gode år i sig endnu, siger han.

Og det ser da også sådan ud - i weekenden var Søren Schou og hunden Dina nemlig til konkurrence, og her vandt de sammen konkurrencen i rundering med 275 point. Adgangskravet for deltagelse ved VM for redningshunde er 270 point, og det betyder, at hund og ejer har kvalificeret sig til VM i Belgien til juni.

Søren Schou håber, at man vil begynde at bruge redningshunde oftere, når der sker en ulykke. - De kan så mange ting, siger han.
Foto: Thomas Arnbo.

 

 

webmaster: web@frederikssund-redningshunde.dk